Nyheder
Dato: 7. februar 2011
Vi henstiller til beboerne ikke at ryge tobak i afdelingens opgange og indgangspartier. I opgangene og indgangspartierne er der opsat røgfølsomme detektorer med alarm på over 100 Decibel
Røgalarmerne i opgangene er meget følsomme
Der har været en del falske alarmer på røgalarmerne siden nytårsaften. Det har nødvendiggjort lidt information omkring disse røgalarmer. Da de er så følsomme at det formodentlig er nok bare at gå gennem opgangen med en tændt smøg, cigar, cerut eller pibe henstiller vi til beboerne, at man ikke ryger i postkasserum, kældergange og trappeopgange. De bliver nemlig ved med at larme temmelig højlydt til der kommer en og afstiller dem igen.
Afdelingsbestyrelsens medlemmer har mulighed for at afstille dem, men dels kan det jo være at der ikke er nogen bestyrelsesmedlemmer hjemme eller måske sover de pågældende så hårdt at det er umuligt at vække dem. Hvis ingen træffes hjemme må beboerne leve med larmen til et af afdelingsbestyrelsesmedlemmerne bliver opmærksom på alarmen er i gang.
De er opsat for at skulle kunne varsle beboerne om evt. brand, og burde derfor ikke starte uden der var ild. Da der som regel ikke kommer røg uden der er ild tilstede er det røgen de reagerer på
Dato: 15. december 2010
Bolighavende beboere skal være meget opmærksomme netop nu
Det har hidtil været således at man automatisk var medlem af foreningen når man boede et af foreningens lejemål. Det er ikke længere tilfældet når sammenlægningen sker. Alle medlemskaber slettes og alle får nye medlemsnumre. Derfor skal man, hvis man er medlem af flere foreninger – og derfor får flere girokort, kun betale til den forening hvori man har det ældste medlemskab for, at få ancienniteten fra medlemskabet overført til det nye medlemskab. Det nye medlemskab, med nyt medlemsnummer, gælder ikke en enkelt forening, men opnoteringssamarbejdet mellem alle foreningerne. Udenfor samarbejdet står kun to almene foreninger, Lejerbo Århus (som indgår i en landsdækkende opnotering) og Murersvendenes Stiftelse og Enkekasse II (som har en speciel status inden for den almene sektor).
Girokort udsendes i disse dage
Girokort til ventelisten er begyndt at blive udsendt her i december 2010. De elektroniske af slagsen var de første, så har du valgt elektronisk indbetalingskort skal du være opmærksom på det nu. Betaler du ikke, får du ikke din anciennitet flyttet med over i det nye medlemskab, og må starte forfra når du engang får brug for at komme på ventelisten.
De tre eksisterende fælles opnoteringer fusionerer og supplerer sig
Der er etableret 3 forskellige samarbejder om fælles opnotering af ledige almene lejligheder i Århus, Århusbo, Århusbolig og Sydsam. Disse fusionerer til en opnoteringsliste med et nyt navn.
Fra nytår 2011 koster det kun 100 kr. at være skrevet op til 42.151 boliger ud af de 42.509 boliger der findes i den almene sektor. Det betyder at Århus får bundrekorden i billig opnotering af almene boliger. Man kan fra nytår nøjes med at betale blot 100 kr. om året for at stå på ventelisten til 99 % af familieboligerne her i byen.
Det er resultatet af, at 15 boligorganisationer er blevet enige om en samarbejdsordning med opnotering af ledige lejemål. Aftalen indebærer en fusion af de tre nuværende fælles opnoteringer, Sydsam, Århusbo og Århusbolig. Samarbejdet betyder at der udvides med Beder-Malling Boligforening. Hvad det ender med at komme til at hedde ved ingen endnu, men alle er enige om at det skal være noget hvor Århus indgår, evt. som Aarhus. Arbejdstitlen er indtil videre Fællesbolig.
Hvad betyder det i praksis for beboerne
Det nye samarbejde indebærer at der bliver oprettet en fælles hjemmeside, hvor boligsøgende ligesom ved de hidtidige opnoteringer kan logge sig på og løbende justere ønsker. Gebyret er det samme som hidtil har været betalt de tre steder.
Resultatet er bl.a. fælles regler på mange områder, herunder
- Bedst mulig anciennitet
- Intern Århusbolig bortfalder
- Boligfortrin ved skilsmisse – Kun i eget selskab
- Karenstid – altid 12 månder uanset boligtype
- Boliggarantibevis kr. 900 – 3 år – 3 tilbud
- Opnotering + tilbud over e-mail – 100 kr.
- Tilbud pr. brev – 300 kr.
Der bliver et større arbejde med
- Opkrævninger i slutningen af 2010
- Opkrævninger fremover
- Info om nyt brugernummer
- Sammenlægning af boligbreve
- Håndtering af gebyr ved tilmelding til ventelisten
- Håndtering af gebyr ved brugere ”i bero” (bolighavende der ikke er aktivt søgende og passive).
Hele systemet skal være klar til den 1. marts 2011
Du er heldig at være beboer i Århus
Det er du, fordi man i Århus har lavet et samarbejde om fælles opnotering af 99 % af alle de almene boliger i Århus Kommune. I praksis betyder det, at du for blot 100 kr. kan få tilbudt lejemål blandt 42.151 boliger.
Der kom ny lovgivning på boligområdet i december 2009. Lovgivningen betød i praksis at stort set alle boligselskaber med almennyttige boligafdelinger skulle ændre deres vedtægter. Således også alle boligforeningerne i Herredsvang. En af ændringerne er at det nu skal være synligt for lejerne hvad der foregår på de forskellige møder der afholdes i foreningen og afdelingerne. Dagsordener og referater skal være tilgængelige for lejerne. Der kom også nue regler om valgbarhed til repræsentantskab, afdelingsbestyrelser, og hovedbestyrelse. Fremover er udover boliglejere også myndige medlemmer af husstanden valgbare til repræsentantskab, afdelingsbestyrelse, og hovedbestyrelse, men kun et medlem af husstanden kan vælges for at undgå urimelig stor indflydelse på beslutninger.
Dato: 11. september 2010
Afdelingsmødets referat er nu tilgængeligt på nedenstående link
Referatet kan findes på dette link , der er ikke underskrifter på den elektronisk udgave. Dette skyldes at man vil kunne misbruge underskrifterne hvis kan lidt IT. Det originale dokument tilgår Statsbos administration på mandag, og der er underskrifterne på.
Dato: 7. september
Renovering af tagbelægningen på gangarealer og altaner på taget trækker ud
Arbejdet skulle have været afsluttet i uge 32, men som alle kan se er håndværkerne bagud. Her lige før afdelingsmødet er de lige påbegyndt sidste halvdel af arbejdet. Det er etapen fra nummer 86 til 104. Så beboerne må leve lidt endnu med generne fra arbejdet.
Dato: 1. september 2010
Ordinært afdelingsmøde afholdes fredag den 10. september 2010 kl. 19.00 i afdelingens selskabslokaler
Indkaldelsen er rettidigt udsendt og uddelt af vore gårdmænd til alle postkasser i afdelingen. Indkaldelsen er uddelt onsdag den 11. august, regnskab og budget vedhæftet den endelige dagsorden for mødet er uddelt onsdag den 1. september. Der er ikke indkommet nogle forslag fra beboerne til dette møde. Afdelingsbestyrelsen har heller ikke udarbejdet nogle forslag til behandling på mødet.
Det er nu på afdelingsmødet du kan få den største indflydelse på hvad der skal ske i din boligafdeling. I det daglige er det afdelingsbestyrelsen der forvalter beboernes interesser overfor hovedforeningen STATSBO, som er afdelingens administrator. Afdelingsbestyrelsen er valgt på beboermøderne. Over afdelingsbestyrelsen står beboerne som møder op på det årlige afdelingsmøde. Afdelingsmødet er altså den højeste myndighed i beboerdemokratiet i de almene boliger. DU kan også selv få medindflydelse. Det får du ved at møde op og deltage i afdelingsmødet der afholdes hvert år i september. Den største indflydelse kan du få ved at melde dig som kandidat til bestyrelse. Du skal være så hjertelig velkommen. Det er altid rart med nye kræfter i bestyrelsesarbejdet.
Da hovedparten af vores afdelingsbestyrelse har siddet på posten i snart 20 år, vil vi opfordre alle yngre beboere til, at stille op når der skal vælges medlemmer til afdelingsbestyrelsen. Kun ved, at der opstiller nye og yngre kræfter, sikrer man en aktiv og positiv udvikling i afdelingen fremover bedst muligt.
DAGSORDEN
1. Valg af dirigent og referent
2. Afdelingsbestyrelsens beretning for det forløbne år
3. Fremlæggelse og godkendelse af afdelingens budget for 2011
samt forelæggelse af afdelingens regnskab for 2009 (regnskabet afsluttes med udgangen af et år)
4. Indkomne forslag (der er ingen kommet inden fristens udløb 26. august 2010)
5. Valg af medlemmer til afdelingsbestyrelsen (afgående Flemming Hovgaard og Knud Henrik Sørensen)
6. Valg af suppleanter til afdelingsbestyrelsen (der skal mindst være to og helst tre)
7. Eventuelt (under dette punkt kan intet vedtages)
Under mødet serveres der sodavand, kaffe/the. Ingen øl under selve mødet. Når mødet er slut serveres der smørrebrød, øl, vand, kaffe/the. Til spisning skal man være forhåndstilmeldt senest den 3. september. Tilmelding til Ib Vang Nielsen, Fjældevænget 82 3.th.
Dato: 23. juni 2010
Sommerudflugten for afdelingens beboere, søndag den. 20. juni 2010 blev aflyst p.g.a. kun 4 tilmeldte.
Det kunne måske betyde at beboerne egentlig ikke har tid til udflugter, i den travle hverdag. Vi kan måske prøve at lave en anden tur når det ikke længere er sommer.
Dato: 19. maj 2010
NYHEDSBREV - maj 2010
Der er sket en del ændringer i afdelingsbestyrelsen siden afdelingsmødet i september 2009.
Finn R. Andersen har udmeldt sig af afdelingsbestyrelsen og trukket sig fra udlejningen af afdelingens selskabslokaler. Udlejningen af selskabslokalerne er overgået til andre som du kan se under fanebladet Selskabslokaler på dette site.
Stine Jensen har udmeldt sig af afdelingsbestyrelsen og trukket sig fra udlejningen som hun overtog fra Finn R. Andersen
Hun er fraflyttet afdelingen pr. 1. april 2010
Elisabeth Gertz Olsen, 1.suppleant til afdelingsbestyrelsen, meddelte at hun fraflyttede afdelingen pr. 1. marts 2010, 2. suppleant-
en, Nicholas Hovgaard, er indtrådt i bestyrelsen. På tidspunktet for indtrædelsen var han udsendt med de danske styrker i Afghanistan. Han er siden kommet hjem og nu i gang med bestyrelsesarbejdet.
Ny service til beboerne
Afdelingsbestyrelsen har fået en e-mail adresse, som ekstra service til beboerne. Denne nye e-mail adresse videresender automatisk til alle bestyrelsesmedlemmer. Således er det sikret, at hvis formand eller andre fremtrædende personer i bestyrelsen, holder ferie, så får den resterende del af bestyrelsen vigtige beskeder alligevel, og kan handle derpå. Man er ikke længere nødt til at vente på at alle kan være til stede. Denne hjemmeside er også et af de nye tiltag som service til beboerne.
Ændringer i gårdarealerne
Som en del af vore beboere sikkert har bemærket, er der sket en del synlige ændringer i gårdarealerne. Træer og buske er blevet kraftigt beskåret, jordstykkerne foran indgangspartierne har fået ændret beplantningen, og der er blevet sået græs for at lette vedligeholdelsen. Den gamle tørregård er blevet fjernet, da den kun meget sjældent blev brugt. Det er planen at der skal ske yderliger forandringer. Der skal bygges en grillplads og der skal ændres på det område der i dag er et defekt springvand.
Ideer fra beboere hilses velkommen
Arealet hvor der i dag er springvand og bassin skal ændres. Vi vil meget gerne høre om der er nogle af beboerne der har et godt forslag til hvad man kan lave der. Som springvand kommer det aldrig til at kunne fungere. Vi har flere gange haft håndværkere til at prøve at finde utæthederne i det, det eneste det gav os var en yderligere udgift, da det stadig er utæt. Vi har derfor besluttet at ændre det til noget andet, og meget gerne noget som beboerne selv har foreslået.
TAGSKADER - reparationer udføres fra den 25. maj og 12 uger frem
Belægningen på gangarealerne og terasserne på taget er revnet mange steder. For ikke at få flere dyre vandskader skal der nu lægges ny membran på. Arbejdet opstartes ved lejlighederne i nr. 66, derefter 70, 74, 78, 84, 88, 92 , 98, 102 og slutter med nummer 62. Ved hvert sted tager det ca. 3 uger. Membranarbejdet udføres i den midterste uge, og kører med glidende tidshorisont. Beboerne på taget er blevet direkte informeret af administrationen.
Der kan forekomme støv, lugt og støjgener mens arbejdet står på, og tidsplanen kan blive rykket hvis vejret bliver dårligt. Vi beklager de ulejligheder det skaber for vore beboere, men arbejdet er jo nødvendigt.